L'art de toucher le Clavecin
Fransk cembalofestival 2. - 29. september 2012




INTRODUCTION

ENGLISH

L´Art de toucher le Clavecin

Francois Couperin writes in the preface to his treatise L´Art de toucher le Clavecin of 1717: ”Je souhaite que quelqu´un se donne la peine de nous traduire, pour L´utilite des ètrangers, Et puisse leur procurer les moyens de juger de L´exèlence de notre Musique instrumentale”. (I wish someone would take the trouble to translate us for the benefit of foreigners. It would give them the possibility of judging for themselves of the excellence of our instrumental music).

Francois Couperin (1668 – 1733) and Jean-Philippe Rameau (1683 – 1724) are perhaps the best known of all the great French Clavecinistes. But there were many others, beginning in the early baroque period and coming to an end at the time of the French Revolution.

This concert series covers the whole period, beginning with Jean-Henry d`Anglebert and Louis Couperin, both born in the 1620’s, and ending with Jean-Francois Tapray and Claude-Bénigne Balbastre. The latter two lived dangerously into the time of the French Revolution; dangerously because harpsichord music was almost exclusively a pursuit of the royal family and the nobility.

As such it embodies fully the aristocratic aesthetic ideals of that time and country. The music is always exquisitely beautiful and elegant, always played with bon gout, the good taste, so important to the aristocratic circles of that time. They were indeed very conscious of  “the excellence of our instrumental music”.

Le Clavecin, the harpsichord which the music was performed on was a development of the harpsichord of the Netherlands tradition with its superb quality of sound having a rich booming bass and a brilliant treble. French builders expanded the compass of the keyboard, added a second manual and at the end of the period introduced refinements to the sound like leather plectra, Peau de Buffle, and sometimes a jalousie sweller in order to make the sound more varied.

Not many of these instruments have survived because the revolutionaries saw them as symbols of the hated aristocracy and destroyed a great many of them. However, some are still with us. A good example is the famous red painted two manual harpsichord by Pascal Taskin from the middle of the 18th century which now is in the Russell Collection of the University of Edinburgh, Scotland, restored to original condition and fully playable. The instruments used for the concerts are faithful copies of instruments from this great tradition and have the authentic sound.

Not only the instruments changed during the span of the 150 years our concerts encompass, but also the aesthetics of the music. The process is well illustrated in all three concerts with examples from La Style Brisée of the middle 17th century over the pompous baroque style of the times of Lois XIV with its compact ornamentation into the lighter colours and playful irregularity of the 18th century rococo style.


DANSK

L´Art de toucher le Clavecin

Francois Couperin skiver i forordet til sin afhandling “L´Art de toucher le Clavecin” fra 1717: ”Je souhaite que quelqu´un se donne la peine de nous traduire, pour L´utilite des ètrangers, Et puisse leur procurer les moyens de juger de L´exèlence de notre Musique instrumentale”. (Gid nogen ville tage besværet på sig at oversætte Os til glæde for udlændinge. Det ville give dem mulighed for selv at bedømme vores instrumentalmusiks fortræffelighed.)

Francois Couperin (1668-1733) og Jean-Philippe Rameau (1683-1724) er nok de mest kendte af de store franske Clavecinistes. Men der var mange andre,begyndende med den tidlige barok og indtil deres tid løb ud med den franske revolution. Nærværende koncertserie dækker hele perioden, fra Jean-Henry d`Anglebert og Louis Couperin, begge født i 1620'erne og til Jean-Francois Tapray og Claude-Bénigne Balbastre. Disse sidste levede farligt endnu under den franske revolution, farligt fordi cembalomusik næsten udelukkende dyrkedes af den kongelige familie og adelen.

Som sådan legemliggør den tidens og landets aristokratiske, æstetiske idealer. Musikken er altid udsøgt smuk og elegant og altid spillet med bon gout, den gode smag, som var så vigtig i tidens aristokratiske kredse. De var meget bevidste om "vores instrumentalmusiks fortræffelighed."

Cembaloet, Le Clavecin,som musikken fremførtes på, var en videreudvikling af de nederlandske cembali med deres fremragende klangkvaliteter i form at en fyldig resonant bas og et brillant diskantregister. Franske instrumentmagere udvidede instrumentets omfang, tilføjede et ekstra manual og, ved periodens slutning, klangraffinementer som læder-plektre, Peau de Buffle, og af og til et svelleværk for at variere klangen.

Ikke mange af disse instrumenter har overlevet, for de revolutionære betragtede dem som symboler på det forhadte aristokrati og ødelagde en stor del af dem. Nogle få eksisterer dog endnu. Et godt eksempel er det berømte rødmalede to-manuals-cembalo af Pascal Taskin fra midt i 1700-tallet, som nu befinder sig i Russell samlingen på Edinburgh Universitet, Skotland. Det er restaureret tilbage til sin oprindelige tilstand og fuldt spilbart. Instrumenterne til koncerterne er tro kopier af instrumenter fra denne storladne tradition med den autentiske klang.

Ikke blot instrumenterne ændrede sig i løbet af denne 150-års-periode, men også æstetik-opfattelsen. Denne proces illustreres på bedste vis ved alle tre koncerter med eksempler fra midten af 1600-tallets Style Brisé over Louis XIVs pompøse barokstil med sine kompakte forsiringer og til 1700-tallets rokokostils pastelfarver og legende uregelmæssigheder.



FORSIDE - INTRODUKTION - KONCERTER - PROGRAMMER - MUSIKERE - KOMPONISTER - BILLETTER - PRESSE - SPONSORER