Mathias Hedegaard

tenor

Mathias Hedegaard tog diplomeksamen fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium 2004, videre studier på Opera-Akademiet med prof. Kirsten Buhl Møller som lærer. Debut på Det Kgl. Teater i foråret 2006 som Gastone i La Traviata. Solist med bl.a. Sjællands Symfoniorkester, Odense Symfoniorkester, DR Underholdnings-Orkestret og Collegium Musicum og har arbejdet med dirigenter som Adam Fischer, Giancarlo Andretta, Michael Schønwandt og Nicholas Cleobury. Koncertrepertoiret omfatter bl.a. Juleoratoriet og Johannespassionen af J.S. Bach, Händels Messias, Mendelssohns Elias, Haydns Skabelsen og Mozart’s Requiem. Mathias Hedegaard er en efterspurgt Liedsanger og har givet koncerter over det meste af Danmark samt i bl.a. Sverige og Østrig. Højdepunkter har været Schumanns Dichterliebe i Radiohusets Koncertsal med Søren Rastogi og Brittens Winter Words på Schloss Weinberg med Roger Vignoles. Mathias har bl.a. indspillet sange af Weyse med Marie Rørbech for Dacapo, værker af Pergolesi med Copenhagen Saxophone Quartet for Classico, ligesom han medvirker på DRUnderholdnings-Orkestrets indspilning af Idomeneo under ledelse af Adam Fischer. Modtager af bl.a. Edith Allers Mindelegat (2001), Gladsaxe Musikpris, Leonie Sonnings Stipendiat og Aksel Schiøtz-prisen (2006).


festival@renaissancemusik.dk