TEXTS



DANISH


RENÆSSANCEMUSIKKENS FØDSEL?

af David Fallows

Ordet “renæssance” er selvfølgelig et noget problematisk ord at anvende, for det har gennem årene og århundrederne haft så mange forskellige indhold. Det har forskellig betydning inden for kunsthistorie, filosofihistorie og politik og er blevet så belastet, at mange forsøger at undgå det.

En overgang foretrak man “tidlig moderne tid”, men heller ikke det er ubelastet. Et af problemerne er, at der har været mange “genfødsler” inden for hver kunstart, og dermed også musikken. Skal vi måske sætte skillelinjen til det forbløffende tidspunkt omkring år 1200, hvor Perotinus pludselig frembragte sine monumentale firstemmige organa? eller til da Philip de Vitry omkring år 1300 skabte en helt ny type krystalagtig klarhed med sin nye notationsteknik? eller omkring 1500, da Josquin og hans samtidige skabte messer og motetter af en udtryksmæssig kraft, der kunne måle sig med Raphael og Leonardo inden for de bildende kunster? eller da Monteverdi og hans samtidige omkring 1600 skabte det musikalske teater? Alle de her nævnte tilfælde kunne der argumenteres til fordel for.

For mange udgør imidlertid andet tiår i 1400-tallet, hvor en ny type tekstbehandling, en ny type elegance og en ny type metrisk struktur optrådte i Johannes Ciconia (d.1412) og Antonio Zachara da Teramos (d.1416) værker i Italien og med de tidlige værker af Guillaume Du Fay og Gilles Binchois i Flandern, et af de rigeste øjeblikke i musikhistorien. Det var en tid med udbredt international rejseaktivitet (kunsthistorikere taler om “international gotik”) med en stor udveksling af musikere, idet et stigende antal komponister og sangere fra Nederlandene rejste til Italien, hvor flere og flere af de verdslige hoffer hungrede efter disse nordligt uddannede musikere.

Blandt nøglebegivenhederne, der igangsatte disse ændringer var Koncilet i Konstanz 1414-1418. Dette var det største af adskillige kirkekonciler i det 15. århundrede, og langt det mest succesfulde. Mere end attentusind kirkefolk deltog - et chokerende antal, især sammenlignet med det datidige indbyggertal i Konstanz, som kan anslås til mindre end otte tusind. I tilgift var der ifølge kronikøren Ulrich von Richental syttenhundrede instrumentalister til stede fra tid til anden.

I 1416 ankom to større engelske grupper sammen med biskopperne af Lichfield og Norwich. To uger før havde de gjort holdt ved domkirken i Köln, hvor de sang ved fejringen Jomfru Marias Fødselsdag 8.sept. og en lokal kronikør refererede, at “her sang englænderne så godt som der var blevet hørt i domkirken i tredive år.” Efter ankomsten til Konstanz optrådte de ved festen for St. Thomas af CanterAntonio Zachara da Teramo (c 1350-c1415). bury, hvilket udløste følgende rapport fra Richental: “Og om morgenen fejrede englænderne festen på smukkeste vis ved Vesper, med kraftig lyd, store tændte lys og en englelig smuk sang med orgler og prosunen, ovenpå hvilke der var tenor, diskant og medius.”

Ordet “prosunen” kan, som det her anvendes af Richental, betyde et hvilket som helst messinginstrument. Men i dette tilfælde må det nok betyde en slags træktrompet med mulighed for at udføre polyfoni, for andetsteds beskriver Richental jarlen af Warwick, Richard Beauchamps musikere, der var til stede de første uger af koncilet: “De spillede træktrompeter trestemmigt sammen (Prusonettend überainander), sådan som man ellers synger.”

Sammenholdt fører disse udsagn - og flere andre i Richentals beretning- til to vigtige konklusioner: 1) træktrompeter blev allerede på dette tidlige tidspunkt anvendt i polyfoni, i hvert fald af englænderne; og 2) Engelske musikere optrådte i Konstanz og gjorde stort indtryk.

Et kvart århundrede senere skrev Martin le France de måske berømteste linjer vedrørende 1400-tallets musikhistorie i sit lange digt Le champion des dames. De beskriver det pludselige stilskifte fra Carmen, Tapissier og Cesaris’ tid - som alle næsten med sikkerhed havde skrevet hovedparten af deres idag overleverede musik før 1410 - og til den nye generation med Du Fay og Binchois, og tilskriver ændringen til la contenance angloise og især Dunstaple.

Nøjagtig hvad dette begreb indebærer, er blevet vidt og bredt diskuteret, uden at man dog er kommet frem til et klart svar. Man kan dog enes om, at denne musik især, som Martin le Franc angiver, påvirkede Du Fay og Binchois, de to mest alsidige og flittige komponister i århundredets første halvdel.Man har også diskuteret, nøjagtig hvornår dette møde fandt sted, men det synes indlysende, at det var ved koncilet i Konstanz at Du Fay og Binchois - idet begge formodentlig var født kort før 1400 - må have været mest påvirkelige.

Jagten på noget nyt og slående ved engelsk musik på den tid fører os direkte til den engelske Carol. Der er her tale om et repertoire på ca. 120 overleverede værker, der nu næsten kun er kendt fra fire engelske manuskripter, hvor al musikken er komponeret mellem 1415 og 1435. Det er musik med stærkere metrisk vægt end noget hidtil komponeret, oftest tostemmig med klar fælles tekstdeklamation. Det er også musik med stærkere tonal retning end før hørt.

Indtil for kort tid siden var der nogen forvirring, hvad angår dateringen af denne musik, og den regnedes almindeligvis for senere, end jeg nu vil foreslå. De sidste 30 års forskning har imidlertid givet os et meget klarere billede af den omgivende musik og manuskripter, stykker, der kan dateres præcist og kilder og stiludvikling, som man kan nære mere tillid til. Man har f.eks. ment, at den berømte Agincourt Carol, som fejrer kong Henry Vs berømte sejr i 1415 var komponeret længe efter begivenheden, men nyere forskning sandsynliggør, at den faktisk daterer sig fra 1415. Og det synes oven i købet sandsynligt, at dennes og lignende carols direkte og ekstroverte tonesprog har basis i nøjagtig den eufori, som England oplevede på grund af slaget, samt den voksende nationale selvbevidsthed i forbindelse med Henry Vs blomstrende regeringstid. Jeg vover den påstand, at det var denne nye musik, en ny stil, en ny holdning, som de engelske musikere bragte med sig til Konstanz; og det var det, der satte Du Fay og Binchois igang.

David Fallows er Professor Emeritus ved University of Manchester. Forfatter til standardværker som "Dufay (Master Musicians)" (1987) m.fl. Fallows medvirker ved konferencen i København i november.

Oversat fra engelsk af Hans Tjalve



| INFO | PROGRAM | MUSICIANS | VENUES | TEXTS | PRESS | SPONSORS |


festival@renaissancemusik.dk